Hvordan skal du øve?

Det bedste er at øve lidt hver dag. Det næstbedste er at øve lidt næsten hver dag. Det dårligste alternativ er at øve rigtig meget, en sjælden gang. Ok – vi ved at der er mange som lærer at spille et instrument på den måde, men som sagt, så er det et dårligt alternativ. Fingrene og motorikken får ikke den jævne og regelmæssige træning på denne måde. Men man kan altså lære at spille på den måde. Så hvis du f. eks. kun kan øve ordentligt i weekenderne, så er det altså muligt at lære at spille alligevel.

Hvis du øver 30 min. 5 gange om ugen så vil du opnå en fin progression i dette kursus. Men Husk: Hvis du ikke får øvet så ofte eller så meget, så er det dig der bestemmer tempoet. Det gør ikke noget at du bruger mere end en uge på hver lektion. Derimod gør det noget hvis du går for hurtigt frem!

Effektiv øvelses teknik:

1. Bestem dig for hvad du ønsker at øve dig på før du begynder. Hold dig til det som du har bestemt dig for. Ikke hop fra stykke til stykke.

2. Sæt dit mål efter, hvor meget tid du har til rådighed. Målet skal være realistisk og afgrænset. Bestemmer du dig for at øve en linje – så gør du det.  Når du kommer til enden af linjen, stopper du og begynder forfra. Lad dig ikke friste til at spille lidt videre, for da bruger du værdifuld tid uden at være effektiv i din indlæring

3. Del det stykke du ønsker at spille, op i mindre dele. Repetér dem til du mærker, at det begynder at gå af sig selv. (Næste gang du ser en professionel musiker fremføre et eller andet vanskeligt og imponerende musikstykke, så skal du huske dette: Det er bare musikeren selv, som ved hvor mange hundrede gange han eller hun har terpet det.)

4. Øv på det som er mest vanskeligt. Begynd ikke forfra hver gang du spiller forkert. Er der noget, som er specielt vanskeligt, øver du mest på det.

5. Øv langsomt. Dette er en vigtig regel, som du aldrig bør bryde: Du bør aldrig spille hurtigere end du klarer at spille helt rigtigt – med fuld kontrol. Tempoet kommer så efterhånden som du øver.